følg dine drømme
OM PERSONLIG TRANSFORMATiON
De fleste af os er vant til at træffe beslutninger med vores rationelle sans. Vi tænker os frem til en løsning.
I enhver beslutning indgår imidlertid også følelser og intuition. Om vi er bevidste om det eller ej. Elementer, der er med til at styre, hvad vi i sidste ende vælger. Vi er verdensmestre i at tænke, være strategiske og rationelle. Men vi er ikke trænede i at forstå, hvordan vores følelser spiller ind på vores beslutninger, og hvordan vi bruger vores intuition.
Med spirituelle redskaber kan vi begynde at forstå vores følelser. Både dem, der spiller os stærke og dem, der holder os tilbage. I det øjeblik, vi begynder at få greb om det, kan vi begynde at vælge. Vælge hvilke følelser, vi ønsker at holde fast i, og hvilke vi ikke ønsker skal præge vores beslutninger mere.
Med spirituelle redskaber kan vi også begynde at træne vores intuition. Når vi begynder at bruge vores “fornemmelse” for om noget er godt eller skidt for os bevidst, åbner vi op for en ny måde at træffe beslutninger på. Vi udvider vores repertoire i forhold til at træffe solide, rolige beslutninger.
Når vi forstår vores følelser og begynder at bruge vores intuition bevidst, bliver vi i stand til at leve et liv på et helt anderledes energetisk niveau, fordi vi træffer beslutninger, der løfter os. Heraf opstår nye muligheder og lysten og evnen til at gå efter drømmene, de små som de store. Det er det jeg kalder at bruge vores spirituelle ressourcer i hverdagen.
Personlig transformation er den smukkeste rejse, vi kan tage på. Vi har alle en rejse, der ligger og venter på at blive udfoldet.
Når du er klar, begynder din rejse.
Kærligst Rosamiia
